Transnistrien: Back in the USSR er skrevet af Jacob Jørgensen
Transnistrien – landet der ikke eksisterer
I udkanten af Europa ligger Moldova. Og i udkanten af Moldova findes der et land, der ikke eksisterer. Landet har godt nok egen grænse, egne penge og eget flag, men det bliver ikke anerkendt af andre lande. Velkommen til Transnistrien – på engelsk Transnistria eller ‘officielt’ Pridnestrovian Moldavian Republic.
Transnistrien er på mange måder en pudsig størrelse. Og den slags steder skal man besøge, har jeg lært af erfaring, for de kan give en nogle helt anderledes rejseoplevelser. Så Moldova og Transnistrien blev sat i rejseplanen, og i slutningen af maj fløj jeg med en ven direkte til Moldovas hovedstad Chisinau fra København.
Jeg havde på forhånd ret lave forventninger til landet, blandt andet fordi jeg havde mødt en, der mente, at Chisinau var den grimmeste hovedstad, han havde været i. Jeg var inden turen i kontakt med en lokal guide, og hun sagde, at den bedste måde at opleve landet var at komme uden forventninger, så således opløftet drog vi afsted 2,5 time mod syd, med så få forventninger som muligt.
Chisinau
Det viste sig at være den helt rigtige måde. Chisinau, der ligger ca tre timer’s kørsel grænsen til Transnistrien, fra viste sig fra sin allerbedste side i fuld sol og med liv i byen, og vi vandrede rundt i den åbenlyst europæiske by.
Nogle steder var der flotte pladser og smukke bygninger og andre steder forladte huse og nedslidte betonblokke til menneskeopbevaring. Et fascinerende menneskevenligt mix, hvor der dukkede sjove huse og cafeer op rundt omkring, og hvor man nemt kunne gå rundt. Her var ingen tiggere eller skumle typer; kun mennesker, der syntes det var hyggeligt, at vi besøgte deres land.
Chisinau er også grøn. Overalt er der alléer, små parker, søer og alt muligt andet, der giver liv til den lille storby. Vi gik ud for at spise og rendte tilfældigvis ind i en masse Liverpool-fans, fordi der var Champions League-finale den aften, så vi hyggede os på den lokale kro “Erik The Red” (!) med glimrende mad og lokalt brygget øl til overkommelige priser. Det lå lige rundt om hjørnet fra vores lille hyggelige hotel, der på passende beskedne vis var opkaldt efter husnummeret: Hotel 77/5.
En lille storby
Hvis man vil lave en “Tour de nedtur”, kan man godt finde eksempler på faldefærdighed i byen, helt sikkert. Men hvis man går efter centrum og de omkringliggende gader, er det mest en nydelig by, der er pænere end fx Bukarest og Berlin.
Hvis man kan et latinsk sprog, er det sjovt at gætte på, hvad skiltene betyder, for rumænsk og fx italiensk er beslægtede sprog, så man kan som regel forstå, hvad der står.
Chisinau er en lille storby, og som en lokal på vores lille hotel kaldte det, er der mest “rural style entertainment“. Forvent ikke en brølende storby, men en hyggelig og til tider rustik by, der fint kan opleves på en weekend. Byen er et glimrende udgangspunkt for ture i landet, blandt andet til verdens største vinkælder og en gigantisk Sovjetbunker i bjergene.
Transnistrien: Frem til fortiden
Vi kører derudaf i en offentlig minibus. Vi har valgt at hoppe med på en organiseret tur til Transnistrien for at få mest muligt ud af besøget, og vi sveder mens bussen kører ud af motorvejen til en grænsepost, hvor vi skal ud. Et minut senere sidder vi i bussen med et lille stykke gratis papir i passet: Vi er nu i Transnistrien – landet der ikke er anerkendt af nogle lande, kun af enkelte andre udbryderterritorier.
Sproget er russisk, pengene transnistr-rubler, og det russiske flag vejer side om side med det lokale flag, der har hammer og segl.
Transnistrien er en isoleret tidslomme med blikket stift rettet mod det Sovjetunionen, der ikke findes mere. Første stop er fæstningen Bender, hvor både en svensk konge og en tyrkisk sultan har været forbi, og her kan man skue ud over floden Dnestr, der lægger land til det autonome område.
Vi vandrer i høj sol af mildest talt nedslidte veje til en stor grim p-plads, hvor en besynderligt udseende betonklods dukker op for enden.
Back in the USSR
Det er en sovjetisk busstation, der er lavet om til et cafeteria med mad til næsten ingen penge, og alt hvad der kan tænkes af Sovjet-gejl på væggene: Flag, avisudklip fra Pravda (“Sandhed”) og gamle radioer.
Det er rendyrket nostalgi i Transnistrien, vi er virkelig back in the USSR, som The Beatles sang. Cafeteriet er ikke målrettet turister, for dem er der ganske få af her, men snarere de lokale. Maden er god, folkelig og rigelig, og det er måske også derfor, der er godt besat sådan en mandag til frokost under de røde faner.
Besynderlighederne bliver ved med at dukke op i de kommende timer. På sådan en ganske fredelig og vidende måde får vores guide givet os indsigt i, hvad det er for et liv, der leves i landet, der ikke eksisterer. Om den lokale stormand og oligark, der kaldes sheriffen, og som ejer en stor del af området, inklusiv tankstationerne, der bare hedder “Sheriff”.
Om den russiske kampvogn på pladsen, hvor brudeparrene får taget billeder. Og om den særlige alkoholiske drink, som de første kosmonauter fik med i rummet, for man kunne da ikke bare tage afsted uden at kunne drikke sig i hegnet. Eller rumskibet, måske snarere. Vi så også et fint udvalg af 1/2-liters vodka i det nydelige supermarked til 5 kr flasken.
Vi havde lige set de første par af afsnit af den fremragende serie “Chernobyl”, inden vi tog afsted, så mindesmærket centralt i byen var lidt af en oplevelse. Der blev sendt over 1800 lokale til oprydningsarbejdet i nærliggende Ukraine, og antallet af kræftramte fortalte en rigtig trist historie.
Tiraspol
Hovedgaden i hovedstaden Tiraspol er fornylig blevet sat i stand, så der er brede pæne fortove og blomsterarrangementer alle steder. Nationalbanken, der står for landets plastikmønter (!) ligger også lige midt på hovedgaden, og vi slog os ned på et flot stort sted lige overfor.
Restaurant Mafia var blevet anbefalet af nogle lokale, vi var stødt ind i, og der var bling-bling lysekroner inden for, men vi sad på terrasserne ud mod gaden, så vi kunne følge med i byens liv, og der bestilte alt det vi overhovedet kunne rumme. Det inkluderede en stor bøf og dessert og alt muligt andet, for priserne var så lave, at vi ikke kunne lade være. 100 kroner pr person endte det på, men så havde vi også bestilt nogle af de dyreste retter på kortet.
De mennesker, vi så, var oftest i vestligt tøj og i alle størrelser og hårfarver, for ved floden Dnestr har mange folkeslag mødtes igennem århundreder. Vi mødte kun venlighed og nysgerrighed.
Vi vandrede mod vores lille, nydelige City Club Hotel nogle blokke bag hovedgaden, og lige så snart du gik væk fra hovedgaden, var der en pudseløjerlig verden af små gamle byhuse i farver, nedlagt sovjetindustri, grå lejligheder, nye butikker og efterladte pladser, der tilsammen fint viste hvad Transnistrien er for en størrelse: Et land, der ikke er et land, der gerne vil udvikle sig, og måske alligevel – allerinderst – helst ville tilbage til før 1989.
Vi tog bussen direkte til lufthavnen i Chisinau for den store sum af 15 kroner, og hvis vi ville have været på andre eventyr, kunne vi have også have taget toget til Odessa eller Moskva. Men det må blive en anden god gang.
God rejse til Moldova og Transnistrien.
Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer
7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar